Mig og Mandø
Bølgebryder – Forandringsfuturist – Transformationsleder – Coach
Kært barn har mange navne. Men jeg er også sommerhusejer på Mandø og til daglig familiefar til 3 skønne drenge sammen med Maria. Vi bor i Odense men er stærkt knyttet til Mandø, hvor vi har arvet familiens sommerhus og traktor og jeg er kommet her siden jeg blev født.
Når jeg til lyden af dieselmotoren fra familiens traktor (og øens ældste) min Deutz 1 cylinder med 35 HK og 3 gear fra ca. 1951, stille og roligt tøffer udover vaderne på Mandø, er jeg hjemme hos mig selv. Det er det mine forløb handler om. At komme hjem og turde stå ved den man er. Til glæde for sig selv, sine relationer og vores verden.
Jeg brænder for min ø Mandø og for at støtte dig og dit fællesskab til udvikling og handling.
Jeg har en drøm om, at dele Mandøs fantastiske natur med dig. Samtidig med vi arbejder med din, andres og klodens vækst. Uanset hvad vi laver. Nogle kalder det bæredygtighed. Jeg kalder det ansvarlig, sund fornuft.
Jeg er uddannet Cand. Mag. i organisationskultur og kommunikation. Jeg har 20 års erfaring som coach, ledelsesrådgiver og supervisor og i marts 2021 også færdiguddannet psykoterapeut, hvor jeg bliver optaget som medlem af Psykoterapeutforeningen.
Min baggrund spænder vidt som projektchef, teamleder, projektleder og konsulent i både det private og offentlige. De sidste 16 år som selvstændig.